ADHD er for blevet et fy-ord. Et ord som vi ikke længere ved hvordan vi skal forholde os til. En samlebetegnelse vi bruger for, at beskrive utilpassede drenge – og i sjældnere tilfælde også piger. Ja! Kært barn har efterhånden mange navne. Så da vores søn blev diagnosticeret med ADHD for snart to år siden, var vi i vildrede over, hvordan vi burde håndtere det. Det var de færreste som vi inddrog i situationen – udelukkende vores søns bedsteforældre og en enkelt onkel. Altså dem vi følte ikke ville ‘dømme’ os. Men i dag ved flere og sådan er det med Tobias.
ADHD: En forklaring ikke en undskyldning
Der var mange grunde til, at vi ikke snakkede om Tobias’ nye diagnose. Den jeg husker bedst er, at vi ikke ville være ‘de der forældre’. Dem som blev en undskyldning for deres barn og som lod ham være undskyldning for sig selv. Fordi Tobias er ikke syg. Han er udfordret – og knaldgod til, at overkomme sin udfordring. Tobias ved nemlig godt, at han ikke er helt som de andre, men det betyder ikke, at han er fritaget for at skulle forsøge. I stedet laver vi øvelser sammen herhjemme og klæder ham godt på, til at håndtere sig selv i offentligheden. Det er nemlig vigtigt for os, at han lærer at han har et ansvar for at hans medmennesker trives i hans nærvær og at han ikke fx forstyrrer de andre børn i klassen eller bliver uhensigtsmæssigt vred i bestemte situationer. Nej Tobias får ikke lov, at sige “Det er synd for mig fordi jeg har ADHD” eller “Det må jeg godt pga. af min diagnose”. Faktisk taler vi sjældent om det ord. Det behøver vi ikke, fordi vi i stedet taler om den eller de situationer som opstår og som han har brug for hjælp til at løse eller mentalisere sig igennem – altså anskue fra andre synsvinkler end blot sin egen.
Hvad er ADHD?
ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, som rammer børn. Den gør, at børn ofte opfattes som uopdragne, men i virkeligheden er der tale om koncentrationsbesvær, uhensigtsmæssige udbrud, angst, depression, problemer med sociale situationer og relationer, samt meget mere. Rent anatomisk sidder forstyrrelserne som påvirker hjernen iflg. netdoktor.dk her:
- I bunden af hjernen (hjernestammen og de mest primitive dele af hjernen) , hvor blandt andet vågenhed reguleres ved hjælp af aktiverende signalstoffer som dopamin og noradrenalin. Man mener, at hjernen hos mennesker med ADHD fungerer som ‘en træt hjerne’.
- I hjernens pandelapper (frontallapperne) , som styrer hjernen, regulerer impulser og står for planlægning og overblik (eksekutive funktioner). Den nedsatte aktivitet i frontallapperne medfører nedsat evne til at hæmme impulser og til at skabe overblik.
- I et område bag i hjernen (lillehjernen) , hvor signal-støj-forhold styres og reguleres. Der er teorier om, at hjernen normalt er i stand til at sortere stimuli eller skelne mellem ‘signal’ og ‘støj’. Den evne er påvirket hos personer med ADHD.
Er ADHD’en vores skyld?
Dette er faktorerne bag ADHD:
- Arv (den største risiko for ADHD tilskrives arv – altså at én eller begge forældre har ADHD)
- Uheldige påvirkninger i graviditeten (alkohol, tobak og infektioner).
- Meget små eller for tidligt fødte spædbørn.
- Miljøfaktorer (manglende tydelighed i opdragelsen, dårlig eller for lidt søvn, kost, m.m
Hverken jeg eller Tobias’ far har ADHD. Jeg har hverken drukket alkohol, røget eller haft infektioner under mit graviditetsforløb. Derfor måtte ADHD’en stamme fra en af de sidste to faktorer. Tobias blev ganske rigtigt født for tidligt, men han var en fin størrelse og vi oplevede ikke som sådan problemer med dette. Den sidste er svær. Den gør ondt. Fordi den indikerer, at vi som forældre kan være årsagen til, at Tobias ikke har det godt. Vi spiser ret gennemsnitlig kost – der er både grønt, men også plads til en is og en happymeal indimellem. Har vi været for lidt nærværende og er arbejdet kommet i vejen? Måske. Vi er selvstændige og overskuddet var i nogle år på den knappe side. Av det gør ondt i mit hjerte. “Var det vores skyld?” spørger jeg grådkvalt min mand fra tid til anden når Tobias har en virkelig dårlig dag. Hver gang får jeg et knus og bliver forsikret, at fortiden kan man ikke gøre noget ved, men fremtiden er i vores hænder. Og den har vi afsat til vores søn, så han kan få de bedste betingelser.
Udover de ‘anerkendte’ årsager som blev beskrevet ovenfor, henviser netdoktor også til, at anden forskning peger på stress som værende en hidtil ny og uudforsket mulig årsag til ADHD.
Sansemotorisk arbejde virkning på ADHD
Sidste sommer fik Tobias et nyt værelse. Vi rykkede ham om ovenpå i værelset ved siden af vores, da vores pige var stor nok til, at flytte ned i stueetagen. Jeg havde læst stolpe op og stolpe ned om hvad man kan gøre for, at afhjælpe og lindre ADHD-symptomer. I den forbindelse faldt jeg over en helt ny verden, nemlig sanseuniverset. Det vil jeg gerne lige slå et slag for her i bloggen. Vi fandt nemlig ud af, at Tobias reagerer fantastisk godt på et mere systematisk arbejde med “arousal” gennem musik/lyd, lys og berøring.
Vi byggede et sanserum
Vi har investeret i en musikvibrationsseng fra MultiCare, en sanseshop der kom og satte det op for os. Gennem dem har vi skabt en oase for Tobias, hvor han kan trække sig tilbage og mærke strømningerne i kroppen fra sin nye seng. Den er slukket om natten, men på hans dårlige dage kan han alene eller sammen med os arbejde aktivt med at neddrosle hans anfald eller omvendt opkvikke ham når han er nede. Han har selv valgt det meste i hans nye rum og på den ene væg har han fået lov til, at tegne på en store plade på væggen. Her skriver han somme tider følelserne ned, som gør ondt og så taler vi om dem sammen. Vi maler dem også over og skriver i stedet positive konnotationer når han er klar til det. Tobias elsker planter, biller og insekter. Så han har både et akvarie og en masse planter, som han godt kan lide at passe (meget minutiøst). Han maler også ofte insekter og sommerfugle på sin væg. Tobias’ værelse er det dejligste sted i huset.
Sådan gør du:
Lider dit barn af ADHD? Så træk vejret dybt. Måske har i netop modtaget en diagnose eller måske har du kæmpet med dit barns velbefindende i årevis og føler, at du har prøvet alt. Lad mig sige det sådan her; Det gælder om, at trække vejret først selv. Jeg plejer, at henvise til instruktionerne du får af flypersonalet inden du letter med et fly. De beder dig om, at tage din iltmaske på FØR du giver dit barn det på. Tænk over det et øjeblik. Ved at redde dig selv først, KAN du rent faktisk redde dit barn. Er der ingen dig, så er der ingen til, at give barnet iltmasken på bagefter. Så tag lige to minutter og luk øjnene. Træk vejret dybt, dybt ned i lungerne og forestil dig iltmasken. Fortsæt indtil du kan åbne øjnene igen og være klar. Nu kan du redde dit barn.
Personligt selv har arbejdet med sanseapperatet været det mest gunstige for min søn. Det kan være i har prøvet, men fundet ud af at noget andet virker. Vi har også ændret vores disciplinære regler i hjemmet en del. Vi er blevet mere faste i vores udmeldinger og mere ‘enige’ – i hvert fald foran vores børn. Derudover fører vi kalender på et helt nyt plan overfor vores børn. Tobias og den yngste har hver dag en papskive med i madpakken. Papskiven viser et klokkeslæt og indikerer hvad tid vi forventer dem hjemme i dag. Og de bliver overholdt.
Jeg håber du kan lide bidrag og giv gerne mit skriv en thumbs up hvis du kan. Har du andre ideer eller tanker så få dem ud her på siden eller et andet sted, så vi kan begynde at dele vores erfaringer og hjælpe hinanden bedst muligt som forældre til udfordrede børn.
